Rasmus

Rasmus kom til verden i 1997 i et lysserødt værelse.
Det var lidt sært da jeg jo håbede på en pige men sidste gang gik det jo heller ikke efter farverne.

Han var og er stadigvæk en glad og frisk fyr. dreng.
I hans første 1½ års levetid havde han til tider astma-bronkitis.

Rasmus var en dreng meget meget krudt i.
Han var alle vegne og jeg må nok sige at til tider var tanken om en kæde rundt om benet ikke så langt væk i mine tanker.
Han elskede at høre musik, kaste med sten i vandet og lytte til "blobbet" der kom.
Vi havde et fiskebassin hvor Rasmus kastede sten i, eller rettere mursten. da vores fisk til sidst led af "granatchok" lukkede vi det ned.

Ved hans dagplejemor var det ikke unormalt at han kom hjem med skrammer og blå mærker.
Han er jo en dreng og åbenbart en af disse der tumlinger. Troede vi.

Rasmus elsker sine søskende og der var da ikke noget bedere end at få fingre i Maries kjoler.
I begyndelsen var det en lysserød med palietter der havde forblændet ham. Når han dansede med den på i solskin glimtede det bare overalt. Hvem siger da også at drengetøj skal være så kedeligt.
Rasmus begyndte mere og mere at klæde sig ud og i en periode var det også med et lilla tørklæde samt nissehue.
Tros det at vi som forældre var lidt flove fik vi mange smil og kommentare med på vejen når hele familien skulle handle.

Da Rasmus var godt 2½ år kom vi nok engang til lægen for at lytte til hans lunger.
Her mente lægen at der var en mislyd ved hjertet.
Vi mente nok mere det var slim og aftalte at komme igen når slimen var væk.

Vi havde i en periode omkring hans 2. leveår forsøgt at få kommunen i tale, da vi mente der var nogle problemer omkring han. dette kunne de ikke se, han var en dreng og de var lidt tunge og langsomme i det.
Da Rasmus var gammel nok til at komme i Børnehave begyndte der at ske ting og sager i vores lille familie.
Rasmus fået at vide der var en mislyd ved hjertet og skulle til rigshospitalet for nærmere undersøgelse.
Jeg var igen blevet gravid og energien var ikke som den plejede.

Efter nogle måneder i børnehaven fik en en dag en snak med lederen. De havde observeret nogle problematikker ved Rasmus.
Det var ting vi allerede kendte til så endelig var det ikke kun os der kunne se det.
En dag hvor jeg skulle aflevere ham var bæret flydt over.
Jeg nærmest kastede ham i armene på en voksen fra hans stue og meddelte at jeg ikke ville høre om ham, selv hvis han kom tilskade.
Jeg ville hente ham når børnehaven lukkede og kom han en af de nærmeste dage med blå mærker havde jeg sandsynligvis tæsket ham. jeg kunne ikke mere.

Heldigvis for Rasmus og  familien var det netop det nødråb der skulle til for at kommunen kom på banen.